Herskabslejlighed med bedste gård på Frederiksberg
–
Det er en fornøjelse at kunne formidle fredet herskabelighed i hjertet af Frederiksberg C. En lejlighed med de fineste detaljer og byens absolut største og smukkeste gård.
Området
De der kender til dette område af Frederiksberg C ved, at det kan svært at indkapsle stedets ånd og ro uden at forfalde til floskler. Området er som en lille landsby midt på Frederiksberg, afgrænset af søerne mod øst, Forum mod nord og Gammel Kongevej mod syd. Kvarteret huser nogle af de flotteste ejendomme i hele hovedstaden og udmærker sig med en lokal bevidsthed, der gør, at man til trods for den indre by’s pulserende nærhed faktisk kender og hilser på hinanden. Alt findes inden for rækkevidde, både det Frederiksberg selv kan tilbyde, men også alt hvad Indre By, Vesterbro & Nørrebro byder på. Alt inden for yderst kort gåafstand. Det er Frederiksberg C, når det er absolut bedst.
Lejligheden
Lejligheden, der ligger i en fredet ejendom tegnet af arkitekt H.C. Stilling og opført i 1857, er hvad man vil karakterisere som en klassisk frederiksbergsk herskabslejlighed. Fra entréen har du adgang til lejlighedens toilet og bad på højre hånd, samt lejlighedens første værelse på venstre hånd. Fra gangen bliver du via en mindre korridor med masser af skabsplads ført videre til køkkenet. Herfra har du den fineste udsigt ud til ejerforeningens egen frodige have med adgang til den øvrige gård. Fra køkkenet har du direkte adgang til haven hvor sommermåltidet kan nydes i solen. Lejligheden har to store stuer en-suite med 3,12 meter til loftet, flot original stuk, helpaneler samt markante originale dobbeltdøre. I bunden af lejligheden finder du en mindre gang, hvorfra du på henholdsvis højre- og venstre hånd har to fine værelser, der kan tjene enten som kontor, børneværelse eller gæsteværelse.
Er du interesseret i en fremvisning? Så kontakt os i dag.
Mathias Mendel L. Bach
Cand.jur. & Ejendomsmægler

