Når mægleren trænger sig på
Jeg har i mit virke stødt på mange ejendomsmæglere. De fleste udfører deres hverv på en samvittigshedsfuld og ordentlig måde, der fortjener mere ros end branchens ry og rygte giver dem. Det er dog ikke altid tilfældet at ejendomsmæglerens ageren giver anledning til ros. To oplevelser i starten af dette år, har ført til lidt tanker og reflektion over rækkevidden af en forbrugers samtykke, og hvor meget en ejendomsmægler kan tillade sig at trænge sig på.
Det er velkendt at en ejendomsmægler af mange kan betragtes som påtrægende i mødet med en køber. Her er det dog mæglerens pligt, på vegne af sin kunde, sælger, at fremme salget og skynde på en beslutningstagen hos køber, selvsagt på en måde der er i overensstemmelse med god ejendomsmæglerskik jf. LOFE § 24, stk. 1 og 2. Købers egen henvendelse til ejendomsmægleren indeholder et samtykke til, at ejendomsmægleren godt må kontakte køberen. Når det står klart for ejendomsmægleren, at køberen ikke er interesseret eller at enighed ikke kan opnåes, giver det sig selv at kommunikationen ophører. Samtykket har derfor sin naturlige afgrænsning.
Varigheden af samtykke
De to sager jeg senest er stødt på i mit virke, involverer to af landets største ejendomsmæglerkæder, for hvem man ellers vil kunne forvente en høj grad af professionalisme og et gennemarbejdet kodeks for, hvad der er i virksomheden er at betragte som god ejendomsmæglerskik.
Kort sagt har jeg i Ejendomsmæglerfirmaet Mathias Mendel fået ansvaret at sælge en ejendom. I forløbet omkring vurdering og tilbudsgivning er det præmissen, at én ejendomsmægler får opgaven og andre ikke gør. Det er spillets regler, selvom det for nogle aktører ikke sætter en stopklods for fortsatte salgsbestræbelser over for kunden, hvorfor de tyr til metoder der bringer dem på kanten af markedsførings– og forbrugeraftaleloven.
Dette manifesterer sig ved, at ejendomsmæglerne fra kæderne, flere måneder efter tabt sag, alligevel kontakter sælger, for at meddele at de altså er den rigtige til opgaven, at de er chokeret over at de ikke fik opgaven, samt at man desuden allerede har køberen til boligen. Sikke et hattrick.
En adfærd der er i strid med loven?
Er det i overensstemmelse med lovens krav om god ejendomsmæglerskik, at en professionel aktør (ejendomsmægler) en måneds tid efter tabt sag tager direkte kontakt til en ejeren, og konfronterer dem hermed? I denne sammenhæng er det vigtigt at fremhæve, at sælgeren er forbruger og derfor den svage part i ligningen, hvorfor de lovningsmæssigt er beskyttet. Er ejendomsmæglerkædens henvendelse omfattet af rækkevidden af det først afgivne samtykke fra forbrugeren fra dengang der blev anmodet om en vurdering? Eller er den fortsatte henvendelse fra ejendomsmægleren nu en decideret uanmodet henvendelse idet det qua hændelsesforløbet står klart at mægleren ikke fik sagen?
Det er ærgerligt at se, at visse aktører benytter sig af metoder der ikke ses at være i overensstemmelse med god ejendomsmæglerskik og måske ses at være på kanten af markedsførings- og forbrugeraftaleloven. Værst er det nok for virksomheden selv, idet de fleste forbrugere i disse tider er meget bevidste om deres rettigheder, hvorfor den ikke-gangbare adfærd blot eroderer virksomhedens eget forretningsgrundlag. Nu ved sælgeren jo netop hvem de ikke skal ringe til næste gang. Den mindre stærke sælger vil dog kunne risikere at føle sig truet af ejendomsmæglerens fremfærd og blive i tvivl om hvorvidt ens fravalg af denne mægler nu også var korrekt. Her vil ejendomsmæglerens uklædelige salgskneb have en uhensigtsmæssig konsekvens for sælgeren, der pludselig ikke nyder beskyttelse for uanmodet henvendelse, som loven ellers skulle garantere.
